Det perfekte menneske (1967) av den danske filmskaperen Jørgen Leth, er et ikonisk verk i nordisk filmhistorie. I en absurdistisk filmlek, i form av en slags antropologisk undersøkelse, bes tilskueren betrakte filmens perfekte mennesker – en mann, en kvinne – mens de utfører hverdagslige gjøremål. Vi ser på dem barbere seg, legge makeup, spise, falle om på gulvet, danse.Men hvem er egentlig de perfekte menneskene i filmen? hva tenker de? hva føler de?Og hvorfor er lykken så lunefull?

Filmen er på ett nivå svært enkel. Fragmentariske scener, ingen direkte handling, korte og poengterte beskrivelser av en fortellerstemme som aldri gir mer oss enn et riss i den perfekte overflaten. To mennesker i et sterilt, hvitt rom med minimalt med rekvisitter. En stol, et bord, en barberhøvel, makeup. Fokus ligger på de perfekte. Som blir like mye perfekte objekter som perfekte individer.

På et dypere plan handler filmen, i følge filmskaperen selv, om «Et smukt ungt par fungerer som demonstrationsobjekter. Vi skal se, hvordan et menneske bliver til i kraft af de roller, der tildeles det. Vi skal se, hvordan et menneske bliver dygtigere til at leve. Det hele foregår i et lyst demonstrationslokale med dissektionsbelysning. Filmen er et dokument – eller et metadokument – over livet i Danmark anno 1967. Den vil vise modellen Det PerfekteMenneske, skabt på vore ønskeforestillinger, som de er udtrykt på forskellig vis i vor hverdag, og denne model er efter min mening mere repræsentativ for fremadpegende tendenser i samfundet, end selv den mest nøgterne sociologiske rapport om livet i Danmark.»

Filmen ble kjent for et nytt publikum da Lars von Trier i filmen De fem benspænd (2003) utfordret sin gamle læremester til å rekonstruere filmen på nytt, fem ganger med fem ulike begrensninger.

Filmen vises daglig i Prosjektrommet, i kunsthallens åpningstider.